Moore går glip af sin egen film


Selvom det var planen, at publikum og Michael Moore sammen skulle se den danske europapremiere på dokumentarfilm "Sicko", vil instruktøren ikke være til stede.

De cirka 1000 gæster, der har betalt 1600 kroner for at deltage i den meget omtalte danske europapremiere på Michael Moores nyeste film, "Sicko", får ikke fornøjelsen af at se filmen sammen med instruktøren selv.

Det var ellers meningen, at Moore skulle overvære filmen sammen med publikum, før han senere søndag holder foredrag. Men Moore blev forsinket, da han ikke kunne komme videre med sit fly fra Sarajevo. Derfor bliver de planlagte presseinterviews før filmforevisningen i stedet afholdt under den - så Michael Moore er optaget af pressen. Publikum får dog stadig foredraget af Moore søndag aften.

Det er foreningen Kultur i Syd, der har skaffet Moore til Danmark for at vise "Sicko". Filmen er en svidende kritik af det amerikanske sundhedssystem. Dokumentarfilminstruktøren er tidligere kendt for at spidde først våbenlovgivningen i filmen "Bowling for Columbine" og senere præsident Bush i "Fahrenheit 9/11".

Ingen kommentarer: