Djævlens Advokat - Jacques Vergès

Siden 11. september 2001 har begrebet ’terror’ fyldt så meget, at terrorismen i de foregående 50 år næsten er gledet ud af erindringen. Men at terrorhandlinger ikke er noget nyt, og at selv – eller måske især? – terrorister har brug for skræmmende dygtige advokater, er noget af det, som den iranskfødte instruktør Barbet Schroeder viser i sin nye dokumentarfilm ’L’avocat de la terreur’, der har fået den passende danske titel ’Djævlens advokat’.

66-årige Barbet Schroeder har både eget filmselskab og rigtig mange dokumentar- og spillefilm på sit cv. Gennembruddet til et bredt publikum fik han i 1987 med ’Barfly’, hvor Mickey Rourke spillede forfatteren Charles Bukowskis fordrukne alter ego.

13 år inden da havde Schroeder lavet en dokumentarfilm om Ugandas diktator Idi Amin. At skildre samtidshistorie gennem nærblik på spektakulært mytiske eller mystiske personligheder er ikke Schroeder fremmed, og med ’Djævlens advokat’ gør han det igen.

Antipati mod kolonisme
Filmens hovedperson er advokaten Jacques Vergès. Han er født i Thailand i 1925, og et betydeligt stykke af vejen bekræfter hans historie, at menneskets barndom og familiebaggrund er afgørende for dets udvikling.

Jacques Vergès’ mor var vietnameser, og hans far var fransk diplomat. Gennem sin opvækst fik han en livslang antipati mod kolonialisme. I forlængelse deraf var det kun naturligt, at han spillede en rolle i en venstreorienteret studenterbevægelse i Paris, da han i slutningen af 1940’erne var flyttet til Frankrig for at studere jura.

Kommunisterne Marx og Sartre. Cambodjas Pol Pot, Kinas Mao og Algeriets oprørere mod Frankrigs kolonisering af landet blev ifølge filmen Vergès’ idoler eller venner i årtier, hvor det ikke var spor ualmindeligt at se kommunismen som et utopisk alternativ til kapitalisme og imperialisme.

Dygtigt mediebrug
I begyndelsen af karrieren forsvarede Jacques Vergès flere gange antikolonialister, der havde kæmpet mod fremmede overmagters terrorhandlinger. I sin film gør Barbet Schroeder ved hjælp af interview og arkivfilm fascinerende rede for, hvordan Jacques Vergès fandt en sjælefrænde i den smukke algeriske frihedskæmper Djamila Bouhired alias ’la Pasionaria’.

Hun blev hans klient, da hun blev dødsdømt for at have placeret bomber i cafeer. Blandt andet ved hjælp af dygtigt mediebrug fik han hende frikendt. De blev gift og fik to børn. Men så stak han af.

Barbet Schroeders film varer to timer og et kvarter. Det er lang tid at holde sig koncentreret om en dokumentarfilm i et biografsæde. Schroeder får tiden til at virke kortere, fordi der hele tiden i kraft af brugen af Vergès mærkelige personlighed sker ting, man ikke havde forventet.

Nu havde advokaten jo faktisk fået både sejren i retssalen og den mytisk ombejlede algeriske frihedsprinsesse dengang i slutningen af 1950’erne.

Pol Pots højre hånd
Men så blev han træt af hende, eller han kedede sig, eller ambitionerne var nogle andre. I hvert fald gik Jacques Vergès i skjul i adskillige år, hvor nogle mente, at han var Pol Pots højre hånd i Cambodja, mens andre syntes at have set ham i Paris’ gader.

Hvor han var hvornår, røber han ikke i filmen. Schroeders garanteret mange, lange interview med ham afslører nogle ting, men løfter ikke sløret helt. Den cigarrygende, livsnydende Vergès holder pokerfjæs.

Både Schroeder og forskellige interviewede journalister og bekendte af Vergès hjælper dog instruktøren med at tegne et portræt af en mand, som med årene mere og mere påtog sig rollen som djævlens advokat.

Det begyndte med Djamila Bouhired, der havde dræbt mennesker i Algeriet med bomber placeret i chikke håndtasker. Det fortsatte med advokatens sympati for og forsvar af mennesker, som deltog i en yderliggående, palæstinensisk organisation med tæt kontakt til Yassir Arafat.

Skruppelløse forbrydere
Terrorister med tilknytning til den tyske bevægelse Baader Meinhof fik Vergès’ opbakning i retssalen. Selv om de deltog i terrorhandlinger, der dræbte mennesker. År for år bidrog den knusende dygtige advokats klientel til, at han får tilnavnet ’djævlens advokat’.

Og her stopper historien så ikke. For mens Schroeder opruller Vergès’ udvikling, viser han også, hvordan den internationale terrorverden på forskellige tidspunkter opmuntres af individuelle ambitioner og pengebegær.

Selv om Vergès ikke bekræfter det i filmen, virker det, som om også advokaten med tiden forlader sit oprindelige engagement i mennesker, der har handlet mod kolonisering. Mens advokaten og hans ry bliver mere og mere magtfuldt, får han klienter, der går over i historien som nogle af det 20. århundredes mest skruppelløse forbrydere.

Hele tiden holder filminstruktøren distancen. Vi ser og ikke mindst lytter til vægtige stemmer, der repræsenterer en historie, som vokser i betydning med sin længde. Først ligner Vergès en helt, der kæmper de undertryktes sag.

Imponerende meget materiale
Så fremlægges der tyngende dokumentation for, at Vergès faldt for at tjene enorme summer på at forsvare forbrydere som Carlos, der var kendt under navnet ’Sjakalen’ og minder om en psykopat. Eller hvad med Klaus Barbie? Nazist og krigsforbryder af værste slags? Tilsyneladende uden skrupler blev Jacues Vergès først hans og siden faktisk også Slobodan Milosevic’ advokat.

Hvis ’Djævlens advokat’ var et eventyr, ville Schroeder have været nødt til at slutte den med en morale. Her lader han tilskueren selv tænke sit på baggrund af ganske simpelt imponerende meget materiale og en menneskehistorie, der er spændende som en spionthriller.

Hvad kan man så lære af den film? I hvert fald at mennesket i mange tilfælde er en uberegnelig art med dybt skjulte motiver. Og at terror kom til verden for længe siden for at blive.

Samt i sidste ende også at en mand som Jacques Vergès faktisk er fascinerende. På den foruroligende måde.