Coen-brødrene tog for sig


SANTA FEDe to brødre har altid været Hollywoods alibi for meget af det bras, som blev sendt ud til biograferne.

"Nå, ja," ville de sige i Hollywood, "men så er der jo også Coen-brødrene i den anden ende..."

Ethan og Joel Coen var mestre i mærkværdige, ofte smalle film, som ind til sidste år aldrig spillede mere end 50 mio. dollar ind i USA, og alligevel fik de lov til at fortsætte.

Men de smalle tider er forbi, tilværelsen i celluloid-cafeens hjørne er en saga blott, for i nat var de to brødre de store vindere ved Oscar-festen.

Deres film "No Country for Old Men" vandt for bedste film, de to vandt for bedste instruktion, for bedste adapterede manuskript, og filmens monster af en skurk, Javier Bardem, vandt for bedste mandlige birolle.

Så er det svært at stå der på scenen og blive ved med at ligne to medium koffeinfri latte med minimælk.

Men selv iklædt smoking og de gyldne statuetter, og med Martin Scorsese i baggrunden, gjorde de deres bedste. De stod akavede og ranglede, og Joel Coen erklærede lige ud, at brødrenes film ikke var som andre film og heller ikke nogensinde ville blive det.

Han fortalte, at de havde lavet deres første film som 11-årige, de havde indspillet den i lufthavnen i Minneapolis, og den hed "Henry Kissinger: Man on the Go." "Hvad vi laver i dag, føles egentlig ikke så meget anderledes end det, vi lavede dengang," sagde Joel Coen. "Vi er taknemmelige over for jer alle sammen, fordi I fortsat giver os lov til at lege i vores hjørne af sandkassen."

Deres vinderfilm "No Country for Old Men" adskiller sig fra deres tidligere film ved at være en ualmindelig blodig, ualmindelig mørk film, somme tider synes den nærmest meningsløs i sin svælgen i vold, og den er en perfekt filmatisering af den ikke mindrede kringlede forfatter, Cormac McCarthy, og hans præcise prosa. Magasinet New Yorker skrev om filmen, at der formentlig aldrig nogensinde havde været en bedre menneskejagt på film, og at Coen-brødrene fortjente en parallel til meste som Bresson og Hitchcock.

Ingen kommentarer: