'American Gangster' løfter arven efter 'The Godfather'

Ridley Scotts film om Harlems narkokonge Frank Lucas er en vigtig tilføjelse til gangsterfilmenes univers.
»Man kan ikke længere finde hjertet i noget som helst. Der er ikke noget at stikke kniven i«, sukker den gamle boss for Harlems underverden i det Herrens år 1968. Snart giver Bumpy Johnsons eget hjerte op og overlader dermed den lukrative boldgade til sin chauffør og bodyguard, Frank Lucas. Som viser sig ikke bare at være en usædvanlig hård negl, men også en god lytter.

Lucas forstår den gamle gangsters nostalgi. I den nye verden af narko og økonomisk kriminalitet er forbryderiskheden så vidtforgrenet og meleret, at det bliver stadig sværere at skelne mellem ulovlig og lovlig grådighed.

Men Lucas hører også noget andet i den gamles betragtninger. I denne fagre nye verden er der plads til nye roller. Der er måske oven i købet plads til, at også de sorte forbrydere kan opnå ligeberettigelse med de hvide. Hvorfor skal sorte slyngler være stikirenddrenge for den italienske mafia? Det er på tide med lidt black power, og vejen frem går via det hvide pulver. Solgt så billigt og rent under navnet Blue Magic, at konkurrenterne bliver blæst baglæns ud af markedet.

Gaven fra virkeligheden
Nogenlunde sådan er afsættet for den sande historie bag Ridley Scotts medrivende gangsterfilm 'American Gangster'. Engelske Ridley Scott er den eminente håndværker, der sjældent laver noget skidt og en gang imellem virkelig strammer balderne og rammer den store jackpot.

Og når det sker, er det vel at mærke på en måde, som rammer publikum og kritik med næsten samme effekt. Som det er sket i bl.a. 'Alien', 'Blade Runner', 'Thelma og Louise' og 'Gladiator'. Og nu sker med 'American Gangster', hvor Scott som i 'Gladiator' og 'A Good Year' har Russell Crowe i en hovedrolle.

Det er en hamrende god historie, virkeligheden forærer Scott via artiklen 'The Return of Superfly', som bygger på en række interview med den nu løsladte Frank Lucas. En historie med et tidsbillede fra 70'erne, som Scott fastnagler perfekt. En funky tid, men også tiden, hvor Vietnamkrigen både knuste nationale illusioner og for alvor åbnede den Pandoras æske af massivt narkomisbrug, der lige siden har redet USA som en mare.

Det er samtidig en historie med alle et klassisk dramas kvaliteter. Den lille mand fra fattige kår på landet, der ubarmhjertigt kæmper sig til tops i storbyens underverden. En regulær Godfather-historie, hvor Sicilien er byttet ud med North Carolina, og så alligevel samtidig noget helt andet.

Gangsterfilmenes 'Malcolm X'
'American Gangster' har ikke 'Godfather'-filmenes mytologiske klassicisme. Den har heller ikke det røntgenblik for smågangsterens fænomenologi som i Scorseses 'Goodfellas'.

'American Gangster' er hverken kynisk, mytoman eller moraliserende. Snarere laver Ridley Scott sin film som et tidsbillede, en gangsterfilmenes 'Malcolm X', og en dramatisk historie om ny frihed og ny afhængighed med masser af historisk ironi. Den sorte gangsters autonomi og imperium bygger primært på sorte narkomaners øgede elendighed. I mange år druknede store dele af landvindingerne fra borgerrettighedsbevægelsen i narkomisbrug. Og gør det vel til dels endnu.

En lidt mindre brutal ironi finder man i en anden del af 'succeshistorien' Frank Lucas. Han havde længe frit spil, fordi hverken mafiaen eller narkopolitiet kunne fatte, at den diabolsk snedige bagmand bag den nye flodbølge af importeret heroin kunne være en sort mand, der var sin egen herre og mester. Så jo, det handler om racisme og ligeberettigelse. Men, om man så må sige, betragtet i en ny virkeligheds kulsorte troldspejl.

Esserne på banen
Til at føre denne historie frelst i land har Ridley Scott to af de virkelig tunge drenge på banen. Netop fordi han virker så regulær, er Denzel Washington skræmmende som en ambitiøs mand kemisk renset for moralske skrupler. Over for ham er Russell Crowe i sit es som den nussede politimand Richie Roberts.

Roberts er tilsyneladende Frank Lucas' diametrale modsætning på den anden side af loven. Sjusket med sin person, kaotisk i familielivet, men moralsk ubestikkelig og principfast.

Men én ting forbinder de mænd. De nærer en sund afsky for de privilegeredes indspiste hierarkier, hvor den ene hånd vasker den anden, mens den tredje klapper den fjerde på håndryggen.

I birollerne er Josh Brolin og Armand Assante skarpe som henholdsvis korrupt politimand og mafiabossen Dominic Cattano, hvor man aner giftslangerne myldre lige bag den nydeligt lakerede overflade.

Tankevækkende ligestilling
Filmen er rig på citater fra 'Godfather' & co, men er stærk nok til at kunne bære det uden at ende som en postmoderne citatpark.

Filmens sort-hvide plakat ligner helt bevidst plakaten til Brian De Palmas gangsterfilm 'Scarface'. Men det af Ridley Scott iscenesatte møde mellem de to mænd, der bogstavelig talt er så forskellige som sort og hvid, begrunder rigeligt det ikonografiske genbrug.

Ligesom det meste andet i denne historiske gangsterfilm ikke kun er spændende, men også både velbegrundet, velspillet og ganske tankevækkende i forhold til alle politisk-romantiske forestillinger om, hvad regulær ligestilling også kan indebære.