Gensyn med mesterværket - Citizen Kane

Gensyn med mesterværket

Igen og igen er Citizen Kane blevet udråbt til verdens bedste film. Den prises som det ypperste indenfor filmkunsten, som et relikvie fra Hollywoods gyldne æra. Men hvad gør denne film så speciel? Hvordan defineres et mesterværk?

Manden der havde alt
Når avismagnaten Charles Foster Kane dør med ordet ”Rosebud” på læberne, sættes den unge journalist Jerry Thompson til at efterforske betydningen af den store mands sidste ord. Gennem interviews med Kanes nærmeste, hans ansatte, venner og elskerinder, præsenteres vi for fragmenter af Kanes liv. Som brikkerne i et af Kanes anden kone, Susan Alexanders, enorme puslespil, danner historierne stykke for stykke et billede af manden, der havde alt, men mistede sin barndom. Fra tidlig barndom, hvor Kane som arving til en mine fjernes fra sine fattige forældre, til ensom alderdom i paladset Xanadu, følger vi Kane set gennem omgivelsernes øjne. Et liv, der viser den mørke bagside af den amerikanske drøm, som Kane selv siger: ”If I hadn't been very rich, I might have been a really great man.”

Filmen der havde alt
Bevares, det er da en spændende historie, om end temaet er lidt vel melodramatisk. Men det, der gør Citizen Kane til et filmhistorisk højdepunkt, er dens sprudlende fortælleglæde, dens visuelle ekvilibrisme og Welles' altoverskyggende persona. Som en Rashomon-før-Rashomon leger filmen med det subjektive flashback, den anvender pseudo-dokumentar i newsreel-form. Den er alle film i én. Den rummer psykologisk drama, gotisk stemning, let farce, dokumentarisme og selv musicalsekvenser. Citizen Kane genopfinder den filmiske form med svimlende kameravinkler, dybdefokus-kompositioner, umulige kamerature og brilliant elliptisk klipning. Kane er et destillat af filmmediets muligheder, og i dets centrum står RKOs 25-årige vidunderbarn Orson Welles.

Den tabte dimension
Som nutidigt publikum er det ikke svært at få øje på filmens kvaliteter. På filmholdet og blandt spillerne finder vi navne, der er blandt tidernes største inderfor deres felt. Et fabelagtigt hold med århundredets største auteur bag roret. Men noget mangler. Noget, der har været ganske åbenlyst for et samtidigt publikum, men som falder igennem for et moderne. Kane var ikke alene en stor fiktionsfilm, den var også et stykke slet skjult biografisk satire over den virkelige William Randolph Hearsts liv. Dramatiseringen RKO 281 (Benjamin Ross, 1999) og dokumentarfilmen The Battle Over Citizen Kane (Michael Epstein, 1996) fortæller den virkelige historie om Hearst, og om de problemer han skabte for Welles. Men selv uden denne baggrund er Kane et filmhistorisk mesterværk, eller som det hedder på videohylderne, ”en klassiker”.