Arn

”Arn – Tempelridderen” starter lidt sløvt ud med fortællingen om den lille Arn, der på mirakuløs vis overlever et voldsomt fald og derfor sendes i kloster af sine troende forældre, men som en god bog bliver den bedre og bedre for hver side, man vender.

I begyndelsen virker Arn ikke til at være noget særligt, men i løbet af filmen kommer man tættere og tættere på ham, og hen imod slutningen kan man slet ikke slippe begejstringen for ham. Arn virker mystisk og fjern, han er svær at komme ind på livet af, så det tager noget tid, før alle lagene er skrællet af, og man ser hans sande styrke.

Da dette først sker, fremstår den nørdede og ikke særligt kønne Arn pludselig som en mægtig kriger, en sand helt, som man ikke kan andet end at elske. Man føler virkelig med den unge mand, der tvinges væk fra sin elskede, men aldrig mister håbet om at se hende igen. Joakim Nätterqvist, der spiller den voksne Arn Magnusson, vinder på denne måde publikums hjerter og går fra at være lidt malplaceret i filmen til at være den perfekte mand i rollen som den modige Arn.

Grunden til man lige skal vænne sig til Arn som den store helt er måske den, at man i storfilm som denne er vant til at se lækre mænd som Brad Pitt, Russell Crowe og Orlando Bloom i hovedrollen. Arn er helt anderledes. Han er hverken lækker, veltrænet eller specielt helteagtig at se på, men til gengæld er han både troværdig og sej og derfor meget mere realistisk end de sædvanlige Hollywoodhelte.

På denne måde er ”Arn – Tempelridderen” meget skandinavisk. Selvom den er utrolig flot og på alle måder perfekt, er der absolut intet Hollywood over den. Skuespillerne ligner almindelige mennesker, der i overensstemmelse med tiden for handlingen altid er lidt småbeskidte med sort under neglene og halvlaset tøj. Det er på ingen måde overdrevet, men bare helt autentisk helt ned til mindste detalje, og det er faktisk ualmindeligt befriende.

Historien står derfor i centrum i denne film, og denne fortælles på en måde, så man virkelig føler, man læser bogen, filmen er baseret på. Med sigende billeder og en vidunderlig, lyrisk musik føres man lige så stille ind i filmens univers for til sidst slet ikke kunne slippe det igen. Det bringer minder frem om ”Brødrende Løvehjerte” og ”Ronja Røverdatter”, hvor den gode historie også var i fokus, og den skandinaviske stil skinnede tydeligt igennem.

Med til at sikre den gode historie er selvfølgelig også de øvrige skuespillere. Alle er velvalgte til rollerne, men især Stellan Skarsgård og Sofia Helin brillerer som henholdsvis Arns onkel og elskede Cecilia. Man skal dog lige vænne sig til, at de fleste taler svensk, mens andre taler engelsk, mens Arn selv skifter imellem både svensk, engelsk og arabisk, men alt i alt fungerer dette glimrende.

”Arn – Tempelridderen” er et storslået drama om krig og kærlighed og alt hvad dertil hører. Det er en af de dyreste skandinaviske film, der nogensinde er lavet, men også en af de bedste. Man må ikke lade sig skræmme af, at den er skandinavisk, for den har alt det, en god storfilm skal have og underholder sit publikum hele vejen igennem. Derfor får filmen 5 stjerner for den gode historie, de flotte billeder og det absolut fremragende skuespil.

Handling / Beskrivelse:
”Arn” er Jan Guillous berømte saga om den svenske korsridder Arn Magnusson, der bliver født i 1150 som søn af stormanden Magnus og hans hustru Sigrid. Da han er syv år, overlever han på mirakuløs vis et fald fra et udkigstårn, og som tak skænker hans forældre ham til Gud og sender ham til Varnhem Kloster. Her opdager Broder Gilbert, at Arn er usædvanlig velbegavet, og han lærer ham både at bruge sit intellekt og sit sværd.

Da Arn bliver 18 år, bliver han sendt tilbage til sin familie. Her møder han den smukke Cecilia. De bliver dybt forelskede, men tvinges fra hinanden, da Cecilia bliver gravid med Arns barn. Cecilia bliver sendt i kloster i 20 år, og Arn bliver sendt til Det Hellige Land - Jerusalem, hvor han som tempelridder skal kæmpe mod muslimerne. Men inden de tager afsked, lover de at vente på hinanden…

I klostret føder Cecilia en søn, som den strenge abbedisse Rikissa fjerner fra hende med det samme. Men Cecilia finder en forbundsfælle i den unge kvinde Blanka. Da Blanka senere bliver dronning, sørger hun for, at Rikissa ikke længere kan genere Cecilia, men hun kan ikke fjerne kirkens uretfærdige dom.

Samtidig – langt væk - har Arn gjort sig kendt som en stor militærstrateg og som en stolt og retfærdig mand, der står ved sit ord. Han har stor respekt for muslimerne og de for ham, og han udvikler et stærkt bånd til en af de mest frygtede muslimske ledere -Saladin.