3:10 to Yoma = en klassiker er født

Der har de senere år været langt mellem seksløbernes bragen og hestehovenes buldren. Men western-genren er begyndt at røre på sig endnu engang. Efteråret bød på den stilsikre ”The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford”, som koblede æstetisk fuldendt billedpoesi med kompleks karaktertegning. Og nu kommer ”3:10 to Yuma”, der er intet mindre end et lille western-mesterværk.

Lovløse revolvermænd, ærgerrige dusørjægere, nederdrægtige kapitalister, initiativrige jernbaneentreprenører, frygtindgydende rødhuder, korrupte ordenshåndhævere, hæsblæsende diligencerøverier, røgtilslørede saloons og sidst, men ikke mindst, den notoriske og evindelige lyd af seksløberen i sin allerbedste form. Bang, bang, bang!! ”3:10 to Yuma” er i sandhed en klassisk western. Men samtidig har filmen en imponerende friskhed og medrivende vitalitet over sig. Man mærker knap nok, at den er et remake af en 1957-western af samme navn.

Her havde Glenn Ford rollen som Ben Wade, en hensynsløs og brutal revolvermand med utallige mord og drabelige røverier på samvittigheden. Karakteren bærer samme navn i 2008, men skuespilleren hedder Russell Crowe. Med sit sammenbidte ansigt, rå ydre og lakoniske udtryksform er Crowe arketypen på den lovløse gunslinger fra det gamle vesten - destillatet af revolvermanden på den myteomspundne frontier. Men i Crowes karakter og præstation ligger også en tvetydig dybde, en uafviselig kompleksitet, som bliver mere og mere påtrængende, som filmen skrider frem.

Historien tager sin begyndelse, da Ben Wade bliver fanget i den lille by Bisbee. Da det ikke kan gå hurtigt nok med at få den notoriske revolvermand til at dingle i galgen, samler jernbanemanden Grayson Butterfield (Dallas Roberts) en lille gruppe – eller posse i western-jargon – der skal eskortere Wade til byen Contention. Christian Bale spiller landmanden og borgerkrigsveteranen, den halte Dan Evans, der øjner muligheden for at tjene 200 dollars. Dybt i gæld til jordbesiddere, lader han sig rekruttere til gruppen af Wades vogtere, der bl.a. også tæller den aldrende dusørjæger Byron McElroy. McElroy bliver spillet af ingen andre end Peter Fonda, hvis rolle nærmest ekkoer den rolle, som hans far, Henry Fonda, havde i Sergio Leones ”Once Upon a Time in the West”.

Vejen til Contention er dog alt andet end fremkommelig. Ikke kun lurer blodtørstige apacheindianere i det golde og mismodige landskab, men også resterne af Wades bande udgør en meget reel trussel for den lille posse. Den unge Charlie Prince (Ben Foster) har i Wades fravær overtaget rollen som bandens førstemand og forfølger Wades spor med en næsten manisk besættelse. Foster, som indtil videre er kendt for små roller i ”X-Men: The Last Stand” og ”Alpha Dog”, gør et stort, stort indtryk. Med sine blanke, iskolde øjne, der emmer af dybfølt misantropi over for alle andre end Wade, er Foster et godt bud på et af de mest ubehagelige bekendtskaber i det vilde vesten. En skræmmende god præstation af en skuespiller, vi forhåbentlig kommer til at se meget mere til.

Filmens største force er dog skildringen af forholdet mellem Wade og landmanden Evans, som er filmens egentlige hovedperson. Som filmen skrider frem, opstår der et bånd mellem de fuldstændigt modsatrettede karakterer, og det skaber troværdig udvikling ikke kun hos Evans, men også hos Wade. Drivkraften er Evans’ søn Will (Logan Lerman), som i al hemmelighed sniger sig med på turen i håbet om en smule spænding. Will viser sig at have meget større respekt for den mytiske og dragende revolvermand end for sin hårdtarbejdende, humpende far, hvis manglende evne til at kunne forsørge sin familie økonomisk har kostet ham den sidste snert af sønnens respekt. Som modsvar til sønnens stiltiende, men smertende anklager oparbejder Evans en form for benhård principfasthed. At bringe Wade til den rette destination bliver det emblematiske billede på alt det, der skulle have gået rigtigt til i Evans’ liv. Og tilsvarende, Evans ihærdighed og udholdenhed vækker en gnist af beundring i Wade, der måske kan vise sig at komme til udtryk i noget humant. I kontrasterne, modsætninger og det voksende fællesskab mellem de to karakterer skildrer filmen især Ben Wades udvikling som en gådefuld afart af Stockholm-syndromet. Det lyder måske underligt, men det fungerer upåklageligt.

I den oprindelige ”3:10 to Yuma” fandt størstedelen af filmen sted i Contention, mens karaktererne i vaskeægte ”High Noon”-stil ængsteligt ventede på, at klokken blev ti minutter over tre, så Wade kunne sendes af sted med et tog til domstolen i Yuma. I denne film er ventetiden i Contention filmens finale. Og det er et klogt valg. Ikke kun er spørgsmålet om Evans beslutsomhed og Wades tvetydige karakter så påtrængende som muligt i denne sidste afgørende time, inden Wade kan sættes på toget. Også filmens endelige shoot-out, det uundgåelige show-down i den lille jernbaneby, står som en fantastisk ramme om filmens blændende karakterstudie. En formidabel afslutning på en formidabel film.

Filmens instruktør, den mangesidede James Mangold, kalder filmen ”an epic western with a lot of punch”. Og det er helt korrekt. ”3:10 to Yuma” er både en klassisk, forfriskende og fremragende western. Sådan!!