Charles Chaplin Collection

Man ser en flok forvildede får på vej ind i folden. Efter en langsom overblænding forvandles billedet til en flok fabriksarbejdere, der vælter ud af storbyens undergrundsstation.

Sådan starter Charles Chaplins socialbevidste farce Moderne tider (1936), hvor humor og samfundskritik elegant sidestilles med hinanden. Der er ikke langt fra latter til tårer i Chaplins samlede produktion, og det er denne hårfine balance, som gør den verdensberømte instruktør til noget særligt.

Den britisk fødte filmkunstner er til tider spiddende satirisk, men der gemmer sig altid et humoristisk glimt i øjet. For ser man nærmere på den masende flok af dyr fra Moderne tider, vil man i midten af billedet opdage et sort får. En spøjs detalje, men også en symbolsk understregning af, at Chaplin adskiller sig væsentligt fra mængden af konventionelle Hollywood-instruktører i mellemkrigsårenes Amerika.

En sand auteur
Det samme kan man sige om de digitalt rensede dvd-versioner af Guldfeber (1925), Moderne tider (1936) og Diktatoren (1940), som i modsætning til tidens strøm af dvd-udgivelser rummer en masse spændende ekstramateriale. På de dobbelte disc-udgaver er der forskellige filmversioner, ekstra scener, korte men velformulerede introduktioner og dybdegående dokumentarfilm, som ikke bare præsenterer værkerne i deres filmhistoriske sammenhæng, men også sætter dem i et nutidigt perspektiv. Disse tre pletskud hører ind under en samling af ti spillefilm i et dvd-bokssæt med fællestitlen The Chaplin Collection. Først senere på året venter der lige så fremragende versioner af blandt andet den rørende Charlies plejebarn (1921), den oversete Cirkus (1928), kærlighedshistorien Byens lys (1931) og den morbide komedie Monsieur Verdoux (1947).

Charles Spencer Chaplin (1889-1977) var en sand auteur, længe før de franske nybølgeinstruktører begyndte at hylde sig selv som personlige og kunstnerisk frie filmskabere. Imponerende er det, at Chaplin både er manuskriptforfatter, komponist, producer, instruktør og hovedrolleindehaver på sine film. Men det er først i årene 1915-17, at han for alvor træder i karakter i rollen som multikunstner. I sine korte men helstøbte farcer udvikler han den elskede vagabond-figur, som også i dag er kendt af børn og voksne verden over. Med den svippende stok, den smalle moustache og den runde bowlerhat fremstår vagabonden som en både tragisk og komisk karakter.

Det er især det menneskelige aspekt, man husker fra Chaplin. Den hjertevarme underholder var utvivlsomt politisk bevidst, men frem for alt en stor humanist, hvis mimik og balletagtige gestikulationer er universelle. Faktisk i en sådan grad, at alle kulturer og generationer kan identificere sig med denne outsiders liv og håbløse situation uden arbejde og tag over hovedet. Det skyldes primært Chaplins præcise timing i sit kropssprog, lige fra de fysiske spark mod autoriteterne og den klodsede gåsegang til det ekspressive ansigt, som giver tilskueren hele følelsesregisteret. Vel og mærke uden brug af ord.

Fra vagabond til millionær
Chaplins mest berømte værk er og bliver Guldfeber, som lærere i engelsk, historie og samfundsfag sagtens kan få noget konstruktivt ud af i et tværfagligt emne om den amerikanske drøm. Guldfeber handler om guldgravernes drøm om succes i historien om vagabonden, som i ægte pionerånd er på jagt efter rigdom i Alaska anno 1898. Selv blev Chaplin født i Londons fattigkvarter for derefter at ende i drømmelandet, hvor den stærkeste myte er fortællingen om avisdrengen, som både har chancen for at blive præsident og multimillionær. Guldfeber ender som bekendt med, at den lille drømmer både finder en mine og en kvinde med et hjerte af guld.

Sammenlignet med Buster Keatons udtryksløse mimik driver Chaplin derfor af romantisk sentimentalitet. Men samtidigt er instruktøren også kendt for at gå realismens vej ved at udfordre den mytologiske beretning om lykkelandet, den materialistiske utopi, hvor alt kan lade sig gøre for det enkelte individ. Med Chaplin bag kameraet kan drømmen om lykke, frihed og økonomisk succes hurtigt blive til et mareridt. Især i de scener fra Guldfeber, hvor frustrationerne, volden, grådigheden og sulten sætter ind.

Mennesket mod maskinen
Drømmen om villa, Ford T og vovse lever videre i Moderne tider, lavet i de barske 1930’ere, hvor virkeligheden for alvor banker på. Emner som børskrakket i 1929, Depressionen og den efterfølgende arbejdsløshed er oplagte temaer i en analyse af historien om vagabonden, der bliver fyret fra fabrikken og herefter finder sammen med en hjemløs pige (Paulette Goddard), der også prøver at finde lykken. Det var således modigt af Chaplin at ignorere talefilmens ankomst ved at lave succesfulde stumfilm som Byens lys og Moderne tider, der kun rummer meget lidt tale.

Men der skal også kun en godtroende fabriksarbejder og et mekanisk fodreapparat til at skabe én af filmhistoriens mest uforglemmelige scener. Vagabonden bliver under sin frokostpause spændt fast og spist af med en madningsmaskine, som kortslutter lige op i hovedet på ham. Teknikerne omkring ham er symptomatisk nok kun interesseret i maskinens fejl og ikke i vagabondens ve og vel. Scenen viser igen, at Chaplin som ingen andre formår at time sin mimik, så der bag det klovnede smil både gemmer sig humanistiske og politiske nuancer. Ifølge Chaplin selv havde han ingen politisk overbevisning, men denne samtidssatiriske scene afspejler utvivlsomt det klassiske tema om mennesket mod maskinen. De moderne tider og dermed også industrialiseringens fremmarch skaber en mekanisering af mennesket.

Derfor er det også tilsigtet, at direktøren i Moderne tider ligner bilkongen Henry Ford, der med sin samlebåndsproduktion revolutionerende industrien. I filmens verden fremstilles han som en kold og kynisk forretningsmand, en Big Brother, der via gigantiske tv-kameraer holder øje med fabrikkens slavelignende arbejdere, selv på toilettet. Angrebet på industrialiseringen i Moderne tider gjorde ikke Chaplin mere populær i den konservative del af den amerikanske befolkning. Under Joseph McCarthys heksejagt i 1950’erne blev Chaplin da også stemplet som kommunist og dermed tvunget i eksil i Europa.

Grotesk diktatur
Først med Diktatoren laver Chaplin sin første, rigtige talefilm, hvor instruktøren med højaktuel satire gør nar af nazismen i form af den oppustede, Hitler-lignende demagog Adenoid Hynkel. Filmen er samtidigt et farvel til den lille vagabond-figur, som ikke fylder så meget i historien om den jødiske barber, som forveksles med den gale Fører. Parodien af både Hitlers og Mussolinis groteske diktaturer, fascistiske metoder og dramatiske masseoptog er ikke bare historisk interessante, men også skræmmende præcise, når man tænker på, at filmen er fra 1940.

Lærere og elever kan desuden finde glimrende inspiration i filmhistorikeren Kevin Brownlows 55 minutter lange og roste dokumentarfilm The Tramp and the Dictator (2001), der også er at finde på det glimrende ekstramateriale. I dette portræt sammenlignes Chaplins liv med Hitlers, da de begge blev født i den samme uge, i det samme år. For ikke at glemme deres overskæg og evne til at forføre masserne gennem et nyt medie. Ifølge ekstramaterialet havde Chaplin kun haft mulighed for at observere Hitler fra et fåtal af biografernes nyhedsrevyer, men imitationen lykkedes over al forventning. For det antydes i et interview med én af Hitlers nærmeste medarbejdere, at Føreren måske selv har set det sjove i Chaplins portræt. Det kommer nemlig som en overraskelse, at den filmentusiastiske Hitler, hvis yndlingsværk var Fritz Langs Metropolis (1926), tilsyneladende bestilte Diktatoren gentagne gange til filmforevisning hjemme i Bayern.

Hollywoods sorte får
Som måske det største komiske geni nogensinde har Charles Chaplin haft en stor betydning for film- og kulturhistorien. I starten af det 20. århundrede var han verdens mest kendte person, og som én af de første internationale filmstjerner var han allerede i stumfilmsperioden med til at globalisere massemediet fra sit elskede Amerika, som i 1950’erne lukkede ham ud af det gode selskab. Men forsoningen kom heldigvis i 1972, da Chaplin vendte tilbage for at modtage en æres-Oscar for sin samlede filmproduktion. Både komikeren Jack Lemmon, rebellen Jack Nicholson og den politiske oprører Jane Fonda havde fundet inspiration i den karismatiske vagabond-figur og stod derfor på scenen for at hylde legenden.

Som Hollywoods sorte får blev Charles Chaplin dermed igen en del af flokken og det publikum, der siden stumfilmens spæde start havde grint og grædt sammen med en multikunstner for alle generationer og til alle tider.