De fem benspænd

Da Jørgen Leth i 1967 lavede eksperimentalfilmen om Det perfekte menneske, kan han næppe have forestillet sig, at det lille værk også en dag ville blive opfattet som Den perfekte film. Men netop, fordi Lars von Trier er fan af Jørgen Leths film ("Jeg tror, jeg har set dén film tyve gange," som han siger et sted), har han valgt at basere sin egen afslørende film om den perfekte film — det, man i litteraturen kalder en poetik — på Leths undersøgelse.

Leths film er faktisk det bedste på hele dvd’en. Det er en lille genistreg i sort/hvid med Claus Nissen og Majken Algren Nielsen, der agerer perfekte mennesker, imens Jørgen Leth reciterer sit iagttagende digt som voice-over. Teksten er en række spørgsmål i forhold til det perfekte menneske. Hvad tænker det perfekte menneske? Hvad ser det perfekte menneske? Hvordan falder det perfekte menneske? Det er sprød tresserkunst, når det er bedst. Og billedernes ind imellem helt kridtede kontrast gør bare det hele endnu bedre.

"Det er en lille perle, som vi nu skal have ødelagt," siger Trier.

Første benspænd: Cuba
De fem benspænd danner baggrund for en perfid leg, som Lars von Trier har inviteret Jørgen Leth til at deltage i. Trier skal opstille forhindringer — benspænd — for Leth, mens denne laver filmen igen fem gange. Ideen er, at Leth skal ud til kanten af sig selv og sit talent.

Spillet mellem de to er meget underholdende. Specielt da Trier skal lave det første benspænd. Jørgen Leth er kendt for sine lange indstillinger — det vil sige, at han ikke laver et eneste klip i flere minutter. Trier skal jo være på tværs, så han foreslår straks, at den første regel skal være, at intet klip i Leths første film må være over 12 frames — eller et halvt sekund. Det svarer ret nøjagtigt til den måde, hvorpå man laver en fuldkommen frenetisk punkvideo. Og Leth er synligt rystet, da han får beskeden.

Næste punkt er, at alle spørgsmålene i Det perfekte menneske skal besvares i filmen. Da Trier og Leth kommer til at diskutere, hvor Haiti ligger, fortæller Leth, at han aldrig har været i nabolandet Cuba. Så er dét vedtaget — filmen skal laves på Cuba. Leth forestiller sig, at der skal være en hvid baggrund. Og så er dét vedtaget — der må ikke bruges nogen scenografi overhovedet.

Da Jørgen Leth vender tilbage fra Cuba med det, han selv kalder en spastisk film, må man målløst konstatere, at det er lykkedes at løse opgaven til perfektion. Det er en reklamelækker ajourføring med billeder af detaljer, flot tøj, smukke accenter og perfekte, cubanske mennesker. Men Trier er straks på banen med et nyt benspænd.

Stadig kontrolleret, perfekt kunst
"Hele planen er at gå fra det perfekte til mennesket," forklarer Trier. Og så går han i gang. Leths anden film skal være optaget det usleste sted på jorden, som han selv skal udpege. Men Leth må ikke vise det usle. Jørgen Leth skal selv være det perfekte menneske. Og filmen skal koncentrere sig om det måltid, der spises i originalen — en stor fisk.

Denne gang kan Leth ikke nære sig, men viser faktisk de fattige ludere i det Bombay, han besøger, gennem en transparent skærm. Resultatet? Trier bliver sur og forlanger, at arbejdet bliver gjort om. Men ved nærmere eftertanke giver han Leth et mere sadistisk valg: Enten tager han hele vejen tilbage til Bombay og laver samme film en gang til. Eller også laver han en film — uden regler! Det sidste hyler Leth helt ud af den. Men det er det, han ender med at vælge. Nærmere bestemt bliver filmen en ajourført udgave af Det perfekte menneske lavet i Bruxelles med midaldrende hovedpersoner.

Filmen er brandflot. Leth er ikke knækket — han laver stadig kontrolleret, perfekt kunst. Han taber ikke sig selv på gulvet og bliver ufuldkommen og menneskelig, sådan som Trier havde håbet. Næste projekt skal derfor være noget, som Leth virkelig hader: tegnefilm. Paradoksalt nok er tegnefilmen måske den allerflotteste af de film, han laver. Altså er det endnu en fiasko for Trier, der netop forsøger at lave en fiasko.

Løsningen finder Trier i den sidste film, hvor der er ganske få regler. Den skal Leth nemlig slet ikke lave — han skal bare gå med til, at den bliver lavet i hans navn. Leth selv skal kun indlæse en tekst, der skal bruges som voice-over. Selve filmen er alle de små dokumentarfilmstumper, som vises ind imellem Leths fem remakes af Det perfekte menneske. De bliver klippet sammen af en af Triers klippere med specifik besked om, at de skal klippes illustrativt: billederne skal vise det, som lyder i voice-over’en. Resultatet er gebrækkeligt. Men faktisk har filmen en egen charme — og er dermed vellykket.

Genialt ekstramateriale
Konklusionen er, at Leth ikke kan finde ud af at slå en skæv. Hvorfor ikke? Fordi det slet ikke er hans æstetik. Det er derimod Lars von Triers egen — den, han siden har omdannet til de dogmer, som dogme-filmene er baseret på. Og tilsammen giver deres mange overvejelser af, hvad en film egentlig er, rig mulighed for at bruge De fem benspænd til at blive bevidst om, hvad filmmediet overhovedet kan være.

Ekstramaterialet på dvd’en er genialt. Der er Leths egen filmperle, som den så ud, inden Trier ødelægger den. Der er en scene, hvor Leth prøver at lave voodoo på Trier med en heks fra Haiti. Der er Jørgen Leths fine poesi omkring projektet. Og endelig er der dét, man får lyst til at kalde Den perfekte slutning — en alternativ slutning, hvor de to selvoptagede originaler sidder og ser sig selv på film. Leth både griner og græder. Trier? Han sidder bare og kigger, dybt forelsket. Men hvad ser han mon på, den perfekte filminstruktør?